Historien om Meiers Have

For 10 år siden begyndte det hele med en stor græsplæne og en drøm.

Stille og roligt blev græsplænen forvandlet til en køkkenhave med højbede, og drivhus blev købt og sat op. Det blev starten på det, der med tiden skulle udvikle sig til Meiers Have.

Undervejs har vi gjort os masser af erfaringer – og bestemt også begået vores del af fejl. Men for hvert år lærte vi lidt mere, og jo mere vi prøvede, desto bedre lykkedes det os at dyrke et væld af forskellige grøntsager, frugter og bær.

Med tre drenge i den sultne alder var der samtidig mange penge at spare i de måneder, hvor vi kunne gå direkte ud i haven og hente friske råvarer til familiens måltider. Det, der begyndte som et praktisk projekt, udviklede sig stille og roligt til en stor passion.

Og efterhånden blev Byggemand Bob også mere og mere engageret. Der blev bygget, tænkt, udviklet og dyrket, og haven blev vores fælles projekt.

I dag er drengene blevet voksne, men de kommer stadig gladeligt hjem og nyder godt af alle fristelserne fra haven.

Det var faktisk dem – sammen med Byggemand Bob – der overtalte Fru Meier til at åbne en offentlig profil og dele vores erfaringer, idéer, inspiration og vejledning med andre haveglade mennesker.

Det havde vi aldrig forestillet os skulle udvikle sig, som det gjorde.

Efter blot seks måneder var vi tæt på 4.000 følgere, som lystigt fulgte med i hverdagen i Meiers Have. Samtidig voksede efterspørgslen på de helt rigtige tomatfrø, Holgers Kæmpeært og mange af de produkter, vi selv bruger og anbefaler i haven.

Og så opstod næste kapitel i historien:

Meiers Have blev til en lille virksomhed med sin egen webshop.

Vi skal ikke leve af Meiers Have. Vi gør det, fordi vi synes, det er hyggeligt, fordi lysten driver os – og fordi efterspørgslen fra jer har gjort det muligt.

Den tillid, I har vist os, betyder utrolig meget. Derfor vil vi også gøre os umage for fortsat at dele vores erfaringer, vejlede jer så godt vi kan og finde gode frø og haveprodukter, som vi selv kan stå inde for.

Og selvfølgelig til gode nordjyske priser.

Drømmene stopper heller ikke her.

Vi håber, at vi fremover kan åbne lågen til Meiers Have nogle weekender om året, så I kan komme forbi, møde os, opleve haven, kigge i drivhuset og højbedene og få en hyggelig havesnak. Måske bliver der også mulighed for at købe lidt af det, vi har i overskud fra køkkenhaven.

Fra en stor græsplæne til køkkenhave.
Fra køkkenhave til passion.
Og fra passion til Meiers Have.

Tak for jeres støtte, tillid og opbakning.

Vi glæder os til at tage jer med videre på rejsen.

- Meiers Have